Planklagenævnet stadfæster Greve Kommunes afslag på lovliggørende landzonetilladelse til en stor udvidelse af vognmandsvirksomhedens oplag i landzone og skurvogne. Afslaget begrundes i væsentlige landskabs- og nabo-/trafikhensyn.
Dokumentet er en afgørelse fra Planklagenævnet i en klagesag om Greve Kommunes afslag på lovliggørende landzonetilladelse til udvidelse af en vognmandsvirksomhed på en ejendom i Greve Kommune samt et påbud om fysisk lovliggørelse.
Sagen omfatter, at virksomheden ønskes lovliggjort i forhold til en væsentlig udvidelse af oplagspladsen (ca. 27.510 m2) med blandt andet betonsten/befæstelse og oplag af byggematerialer, entreprenørmaskiner, containere og skurvogne samt lastbiler og anhængere. Der var projekteret jordvolde på ca. 3 m over terræn. Ejendommen ligger i landzone (ca. 3 ha) og inden for skovbyggelinjen samt i et område udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde i kommuneplanen.
Planklagenævnet behandler spørgsmålet om, hvorvidt der kan gives landzonetilladelse efter planlovens regler (planlovens § 35, stk. 1). Nævnet tager kun stilling til dette klagepunkt og ikke det øvrige klagepunkt.
Kommunens begrundelse (som nævnet stadfæster) er, at udvidelsen ikke kan anses som en tilladelig udvidelse i mindre omfang, og at der ikke foreligger et særligt tilfælde efter planlovens § 35 a. Kommunen lægger vægt på, at den markante udvidelse vil påvirke landskabelige og naturmæssige værdier, bl.a. fordi ejendommen ligger inden for skovbyggelinjen og lige uden for landsbyafgrænsningen, samt at udvidelsen vil øge aktivitet og trafik og dermed hensyn til naboer. Kommunen vurderede endvidere, at tidligere tilladelser til virksomheden og tidligere godkendelser af arealoverførsler ikke skaber en berettiget forventning om, at den ansøgte (meget omfattende) udvidelse ville kunne lovliggøres uden ny landzonetilladelse. Der blev derfor givet afslag og samtidig påbud om fysisk lovliggørelse.
Planklagenævnet er enig i kommunens vurdering og fremhæver bl.a., at vognmandsvirksomheder (som ikke-primære erhverv) efter praksis bør placeres i byzone/erhvervsområder, hvor infrastrukturen er egnet. Nævnet lægger også vægt på præcedensvirkning (at en tilladelse til en så omfattende udvidelse kan få betydning for fremtidige lignende sager). Klagerens argumenter om, at landskab og miljø allerede var afvejet ved tidligere tilladelser, og at kommunen havde skabt berettigede forventninger via arealoverførsler, bliver ikke tillagt nok vægt. Nævnet finder, at kommunen ikke havde tilstrækkelig viden ved arealoverførslerne til at skabe en sådan forventning.
Hvad angår påbuddet om fysisk lovliggørelse, fastslår nævnet, at det er tilstrækkeligt klart og præcist. Påbuddet omfatter, at de etablerede ændringer skal fjernes og arealet føres tilbage til naturligt terræn, herunder fjernelse af jordvolde/jordbunker, påfyldning i afvandingsbassin med jord, rømmelse af arealet (27.510 m2) og tilbageførsel til oprindelig tilstand. Nævnet vurderer, at påbuddet ikke strider mod proportionalitetsprincippet, blandt andet fordi kommunen har vurderet mulighederne for retlig lovliggørelse, og fordi kommunen ikke var forpligtet til at undersøge alternative mindre løsninger, end dem der følger af ansøgningen.
Planklagenævnet bemærker desuden, at et klagepunkt om håndtering af jord og beskyttet natur ikke kunne behandles her som påstået, fordi regler om jord håndteres efter jordforureningsloven (og der er anden klageadgang), og fordi nævnet ikke har kompetence på jordforureningsretlige spørgsmål.
Afslutningsvist stadfæster Planklagenævnet Greve Kommunes afgørelse. Den eventuelle ny frist for lovliggørelse fastsættes af Greve Kommune. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed; en retssag skal i givet fald anlægges inden 6 måneder.